Internationalt våbensmuglernetværk afsløret i Danmark


Den 27. juli sidste år havde Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i samarbejde med SKAT en rutinemæssig kontrol i Rødby Færge. Her traf de en mand fra Bosnien. Det viste sig, at han havde bilen fuld af våben. Arkivfoto

10 håndgranater, fire maskinpistoler, fire håndvåben og fem andre skydevåben var hvad Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og Skat stødte på, da de foretog en rutinemæssig kontrol i Rødby Færge i sommer.

Den 27. juli sidste år havde Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i samarbejde med SKAT en rutinemæssig kontrol i Rødby Færge. Her traf de en mand fra Bosnien. Det viste sig, at han havde bilen fuld af våben. Helt nøjagtig 10 håndgranater og 13 skydevåben – heraf 4 håndvåben og 4 maskinpistoler. Manden blev anholdt og sigtet efter Straffelovens 192 a. Han har siddet varetægtsfængslet siden da.

Som led i efterforskningen af denne sag har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi arbejdet sammen med Rigspolitiet samt svensk, bosnisk og tysk politi og den nordiske politiforbindelsesofficer i Beograd.

- Gennem det gode politisamarbejde er det lykkedes at afdække et internationalt våben-netværk, der har forsynet visse organiserede kriminelle miljøer i det nordlige Europa - herunder formentlig Holland, Tyskland, Danmark og Sverige - med et større antal våben, siger politiinspektør Kim Kliver.

Efterforskningen har ført til anholdelser og ransagninger i Danmark, Tyskland og Bosnien, hvor den bosniske bagmand blev anholdt i Tyskland med endnu et stort parti våben og sprængstof - herunder 20 håndgranater.

I den danske sag er politiet nu færdig med efterforskningen, og den fængslede mand fra Bosnien vil få sin sag behandlet ved retten i Nykøbing den 25. februar. Den fængslede er tiltalt for at medvirke til indsmugling af våben til Danmark. Den bosniske bagmands sag behandles i Tyskland, og her vil de danske våbensager indgå i hans sagskompleks.

- Der er desværre ofte langt imellem, at politiet får fat i de internationale våbensmuglingsnetværk, men erfaringerne fra vores sag viser, at det kan lade sig gøre, siger politiinspektør Kim Kliver, og fortsætter:

- Vi har i den seneste måned set, hvilken utryghed det giver blandt borgerne, når medlemmer af bande/rockermiljøet skyder ind i deres respektive klubhuse, og det er derfor et højt prioriteret indsatsområde hos os, når vi kan ramme våbenforsyningsleddet til de organiserede kriminelle, slutter Kim Kliver.