Kreativ skolepedel: Solgte hjemmedyrket pot til eleverne


Arkivfoto


Efter svirrende rygter i lokalsamfundet om en skolepedels salg af pot til elever, har hovedpersonen selv valgt at stå frem med sin historie.

Pedellen, der er ansat på Vestermarksskolen i Vester Skerninge på Fyn, fortæller til Mitfyn.dk, hvordan han har solgt hjemmedyrket pot til elever.

LÆS OGSÅ: To anholdt for gaderøveri: Tvang drenge på 13 og 14 år til at ryge en joint
LÆS OGSÅ: Nabo røg hash med niårig barn
Efter at hans historie er blevet kendt i offentligheden, er manden blevet fyret.

– Jeg ved godt, at jeg har gjort noget fuldstændig tåbeligt, men jeg synes også, straffen er hård, siger Finn Ove Nielsen til Mitfyn.dk.

– Jeg synes jo ikke selv, at det har noget som helst med mit arbejde at gøre, men det synes kommunen altså.

Gennem et par måneder har han solgt hjemmedyrket pot til unge fra et opholdssted i byen.

– Jeg havde én plante i baghaven, og jeg ryger det slet ikke selv. Der var vel 50 gram tørret i en pose, og i en periode på et par måneder kom de unge vel ti gange og købte lidt, siger Finn Ove Nielsen.

Ud over at miste sit job er pedellen også blevet sigtet af politiet.

– Vores landbetjent modtog en anmeldelse fra lederen af institutionen, hvor de her drenge er tilknyttet, siger politikommissær ved Fyns Politi Søren Frederiksen til Ritzau.

– Den omtalte pedel skulle have solgt noget pot i et eller andet omfang. Vi har valgt at rejse sigtelse i sagen og efterforsker den også nuværende, siger politikommissæren.

Politiet har allerede afhørt Finn Ove Nielsen, som har erkendt salget, men de mangler stadig at afhøre nogle af de elever, der angiveligt skulle have købt pot fra pedellen.

/ritzau/