To mænd taget ved grænsen med 295 kilo vandpibetobak


TØNDER: To mænd på henholdsvis 30 og 40 år kan se frem til en regning på 500.000 kroner fra myndighedernes side, efter at de for godt en uge siden forsøgte at smugle 295 kilo vandpibetobak ind i Danmark.

Natten til fredag den 22. maj fattede en patrulje fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi mistanke til et køretøj nær Grænseovergang Møllehus i Tønder.

Kassevis af tobak
Ved nærmere kontrol fandt betjentene kassevis af vandpibetobak i køretøjets varerum. Og politiets og Toldstyrelsens undersøgelse af køretøjet resulterede i, at der blev fundet i alt 295 kilo tobak.

Toldstyrelsen har i forbindelse med sagen rejst et krav på 500.000 kroner, da de to personer, en 30-årige dansk statsborger og en 40-årig svensk statsborger, indførte den store mængde tobak uden hverken at have anmeldt indførslen eller betalt de nødvendige afgifter.

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland. UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland. I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.