Storebror: Dødsbombe til 500 kroner dræbte min lillebror


Nytårsaften 2014/2015 i Skjellerup.


Det var en krysantemumbombe til 500 kroner, der tog livet af to unge mænd på 24 og 25 år forrige nytårsaften på en ejendom ved Hobro.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det fortæller storebroren til en af de omkomne, da han mandag bliver afhørt ved Retten i Aalborg.

Han fortæller, at det var hans lillebror og en kammerat, der havde købt bomben for 500 kroner og fabrikeret et rør til at anbringe bomben i.

Storebroren mistede selv sit venstre øje, og kind, næse og lunger blev skadet, da bomben blev affyret.

Ifølge storebroren blev bomben købt hos den 30-årige tiltalte, der ifølge anklageskriftet var leverandør af de krysantemumbomber, som kostede tre personer livet.

Den 30-årige har ellers nægtet sig skyldig og sagt, at han ganske rigtigt solgte fyrværkeri, men at det kun var lovlige raketter og batterier.

En anden ung mand, der lagde hus til festen, mistede begge øjne, da bomben blev affyret lige efter midnat.

Iført solbriller afgiver han mandag forklaring efter at være blevet hjulpet på plads i vidneskranken af to personer.

Han forklarer, at han ikke ved, hvem der solgte det dræbende fyrværkeri til de to unge mænd, som omkom ved ulykken.

Hans egen rolle bestod i at tænde lyset i sin iPhone og lyse, så de to kammerater, der senere omkom, kunne tænde lunten.

To politibetjente har tidligere mandag formiddag forklaret, hvordan det mest af alt mindede om en krigszone, da de ankom til de steder, hvor bomberne var sprunget.

De to ulykker fandt sted kort efter hinanden, og der var “pænt kaos” hos alarmcentralen, fortalte den ene betjent.

De kunne berette, at eksplosionerne var så voldsomme, at der lå hjernemasse fordelt over et stort område.

– Folk var rystet og i chok. De havde stået og set, hvordan de her unge mennesker fik sprængt hovederne af, fortalte en af betjentene i retten.

Der ventes dom i sagen tirsdag.

/ritzau/