Nordjysk mand satte ild til koran: Nu er han sigtet for racisme


Manden er sigtet efter straffelovens 266B, der også er kendt som racismeparagraffen. Arkivfoto


En nordjysk mand valgte sidste år at sætte ild til en koran i sin baghave i Nordjylland.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Han filmede afbrændingen, som han efterfølgende lagde på Facebook med ordene ‘Tænk på jeres nabo. Det stinker når den brænder.’
Det faldt to personer så meget for brystet, at de anmeldte ham til politiet for racisme, hvilket han nu er blevet sigtet for.

– Sagen er anmeldt den 27. december, og vi valgte at sigte ham efter straffelovens paragraf 266B. Nu er det op til vores jurister at vurdere sagen, siger Politikommisær ved Nordjyllands Politi, Frederik Møller, til Dagens.dk.

Han ønsker ikke at oplyse, hvordan den nordjyske mand forholder sig til sigtelsen, ligesom han endnu ikke kan fortælle, hvilken straf manden potentielt står til.

– Om nogle dage bliver sagen sendt videre til vores juridiske afdeling, der så vurderer sagen, siger Frederik Møller til Dagens.dk.
Han understreger dog, at det er en usædvanlig sag.

– Det er en meget sjældent anvendt paragraf, i hvert fald i vores politikreds, lyder det fra Frederik Møller.