Tysk højrefløjsparti: Beskyt grænser med skydevåben


Politiet skal hindre denne illegale indvandring “ved at bruge deres våben som en sidste udvej. Sådan som loven siger”, siger Frauke Petry til avisen.


Står det til partiet Alternative für Deutschland (AfD) skal det fremover være med livet som indsats at krydse grænserne ind til Tyskland illegalt.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Frauke Petry, AfD’s leder, siger til avisen Mannheimer Morgen, at politiets folk ved grænsen bør bruge skydevåben mod migranter, der forsøger at komme illegalt ind i Tyskland.

– Vi har brug for en omfattende kontrol, så der ikke længere kommer så mange uregistrerede migranter ind via Østrig, siger hun.

Politiet skal hindre denne illegale indvandring “ved at bruge deres våben som en sidste udvej. Sådan som loven siger”, siger Frauke Petry til avisen.

Partiformandens udtalelser har udløst kritik fra de tyske centrumvenstrepartier og fra indvandrervenlige partier.

Men AfD’s meget kritiske holdning til migranter og flygtninge i Tyskland har vist sig at være populære synspunkter i befolkningen, hvoraf en stor del er utilfreds med den kaotiske håndtering af bølgen af migranter, der i 2015 strømmede ind i Tyskland.

I fjor modtog Tyskland 1,1 millioner asylansøgere.

Ved meningsmålinger i sidste uge blev AfD Tysklands tredje største parti efter de to partier i koalitionsregeringen, forbundskansler Angela Merkels konservative CDU/CSU og Socialdemokraterne.

Det er ikke første gang, at AfD har efterlyst skydevåben mod migranter. Tilbage i november sagde Marcus Pretzell fra partiet, at der bør bruges skydevåben mod migranter, som ikke vil følge lovene ved grænsen.

På en regional partikonference lørdag siger Angela Merkel, at hun venter, at mange af de migranter og flygtninge, der lige nu opholder sig i Tyskland, vil vende tilbage til deres lande på et tidspunkt.

– Vi forventer, at de vil vende tilbage til deres lande med den viden, de har fået her, når freden en dag vender tilbage til Syrien, og når Islamisk Stat er besejret i Irak, siger forbundskansleren i byen Neubrandenburg i det nordøstlige Tyskland.

/ritzau/dpa