Overdrevet anmeldelse: Ingen voldsom hændelse ved tyveri af håndsprit på Herlev Hospital

De seneste dage har pressen beskrevet en hændelse, hvor det blev anmeldt at der på Herlev Hospital skulle have været et voldsomt tyveri af håndsprit begået af maskerede personer - den anmeldelse har vist sig overdrevet.

På baggrund af efterforskning, herunder gennemgang af videoovervågning, har Københavns Vestegns Politi nu fastslået at hændelsen ikke er fundet sted, som den har været beskrevet af anmelderen.

Kl 00.51 natten til fredag den 13. marts modtog Københavns Vestegns Politi anmeldelse om, at tre mænd iført maskering havde været inde på Herlev Hospital og havde stjålet håndsprit. Kort efter ankom politiets patrulje til stedet og en række vidner blev afhørt, lige som der blev gjort tiltag for at skaffe videoovervågning fra stedet.

Siden har Københavns Vestegns Politi efterforsket sagen og efterforskningen peger på, at der har været tale om en række misforståelser og at forholdet som først beskrevet i anmeldelsen, ikke fandt sted.

”Vi har de seneste dage undersøgt denne sag meget nøje og været i tæt dialog med direktionen på Herlev Hospital. På baggrund af vores efterforskning, herunder gennemgang af video, kan vi nu fastslå, at hændelsen ikke er sket, som den har været beskrevet i pressen, siger politiinspektør Flemming Madsen og fortsætter:
”Det er dog vigtigt at understrege, at der har været flere tyverier af håndsprit og andre værnemidler på Herlev Hospital og det er sager som politiet efterforsker. Samtidig har Københavns Vestegns Politi iværksat skærpet patruljering ved hospitaler og skadestuer i politikredsen.