14-årige bliver opfordret til at sende nøgenbilleder på Tinder


Modelfoto.


Hundredvis af danske unge drenge og piger bruger Tinder. Når man swiper mellem de 13-14-årige piger på den populære dating-app, finder man både smilende piger med bøjle i konfirmationskjoler og piger, der har taget afklædte selfies i sengen, skriver metroxpress.

En af dem, der bruger Tinder, er 14-årige Sara Østergaard, som mest bruger appen for sjov til at finde nye venner og folk at skrive med.

LÆS OGSÅ: Børneorganisation: Børn helt ned til 10 år bytter sexbilleder via Snapchat

“Jeg synes for det meste, at det er sjovt. Når man får et match, skriver de søde eller sjove ting. Men jeg har også oplevet at få ubehagelige beskeder og følt, at fyren ville udnytte mig,” siger hun.

Fyrene skriver for eksempel: ‘Hej smukke, sender du ikke nogle frække billeder.’ I starten syntes Sara, at det var sjovt, men det tog hurtigt overhånd, fortæller hun til metroxpress.
“Jeg siger altid bare ‘nej’. Men det kan blive ubehageligt, når drengene ikke accepterer et ‘nej tak’. En dreng skrev rigtig mange grimme ting til mig, fordi jeg sagde nej. For eksempel ko og møgfisse.”

Metroxpress har været i kontakt med fire 14-årige piger, der bruger Tinder. De har alle oplevet at blive opfordret til at sende nøgenbilleder til ældre fyre, som de ikke kender.
Pigerne forklarer, at de er opmærksomme på, hvem de deler deres personlige oplysninger samt Snapchat-navne med, men Sara Østergaard har alligevel fået tilsendt billeder, som hun ikke ønskede at se.

“Jeg har fået billeder af fyres kønsdele på Snapchat, og man får jo et chok. Jeg synes, det er klamt at se på,” siger hun.

LÆS OGSÅ: Snapchat: Teenagere deler egne pornobilleder – nu er titusindvis lækket
Psykolog ved Girltalk Anna Bjerre er overraskede over, at unge på 13 og 14 år bruger Tinder.

“Jeg synes, det er dybt problematisk. Der er en anden dagsorden på Tinder end bare ‘uskyldig chat’. Det er skræmmende, at de bliver bedt om at sende nøgenbilleder. Barren for, hvad der er normalt, rykkes, når man bliver spurgt efter det flere gange. Nogen piger kan tænke, at det er sådan noget, man gør for at gøre sig interessant,” siger hun.

I december 2015 udgav en 32-årig mand sig for at være betydeligt yngre på Tinder og satte en 12-årig stævne. Han kørte pigen ud i en skov og tvang hende til samleje. Men ældre mænd, der lyver sig yngre, er ikke det største problem, forklarer Jon Lange, der er seniorrådgiver hos Red Barnet

LÆS OGSÅ: Pik-fotograf tjener kassen: Hun udklæder og fotograferer mænds vedhæng
“Det er bekymrende, for når vi ser på overgreb, hvor en ældre person manipulerer børn til seksuelle ting, så er der blandt andet nogen i slutteenageårene eller start-20’erne, der forfører unge på 13-14 år,” siger han.

Metroxpress har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Tinder.

Tinderfakta:
– Der findes to versioner af Tinder. En til de 13-17 årige – og en for dem, der er fyldt 18 år.
– På Tinder kan du ’swipe’ mellem forskellige profiler. Hvis man er interesseret, ‘liker’ man dem – og hvis begge parter ‘liker’, kommer der et ‘match’. Herefter kan man skrive sammen.