Politiet om hærværk mod cafe i Odense: Bander spiller med musklerne


Foto af ung mand med Black Army tatovering i nakken.


Fyens Politi mener at urolighederne onsdag aften kan være en styrkedemonstration i bandemiljøet i Odense. I følge Local Eyes’s oplysninger var styrkedemonstrationen muligvis vendt mod en ny rygmærkeklub United Tribuns, som ifølge rygter er ved at etablere sig i Odense.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Fyns Politi er i gang med at afhøre de mange personer, som blev anholdt onsdag aften i forbindelse med hærværk mod Poolcaféen på Skibhusvej i Odense og efterfølgende uroligheder ved Black Armys klubhus.

– 20 til 25 personer mødte op ved Poolcaféen og begyndte at smadre den. Motivet kan være en styrkedemonstration, men vi ved det ikke helt endnu. Det er noget af det, efterforskningen går på, forklarer vicepolitiinspektør Jens Langdal fra afdelingen for organiseret kriminalitet til fyens.dk

– Vi må gå ud fra, at de anholdte har et modsætningsforhold til de personer, der er på Poolcaféen, siger Jens Langdal.

I alt blev 21 personer anholdt onsdag aften for hærværk mod Poolcaféen på Skibhusvej og for at kaste sten mod politiet, da en patrulje ville anholde nogle personer på Nyborgvej ved Black Armys klubhus.

Onsdag aften udtalte en talsmand for Black Army sig til Local Eyes, hvor han fortalte, at der kun er plads til to bander i Odense.

– Vi sidder i en situation hvor der kommer nogle andre og træder os over fødderne. Der er kun plads til to bander her i Odense. Og folk ved hvem vi snakker om, siger talsmanden til Local Eyes.

De to bander som talsmanden mener der kun er plads til, er i følge Local Eyes’s oplysninger Hells Angels og dem selv, Black Army.


En tredje bande som der ifølge talsmanden for Black Army ikke er plads til, kan være den nyere rygmærkeklub United Tribuns, som ifølge Local Eyes’s oplysninger er ved at etablere sig i området omkring Odense. I sommers samlede op mod hundrede medlemmer af United Tribuns sig i Odense tæt på Vollsmose.