Arkivfoto
Flyvestation Skrydstrup i det sydlige Jylland er en del af beredskabet, hvis der bliver behov for at huse et stort antal coronasmittede personer.
Det oplyser koncerndirektør Kurt Espersen, Region Syddanmark.
– Flyvestationen har dels de fysiske rammer, der kan rumme mange mennesker.
– Dels er der en landingsbane, så hvis man skal transportere patienter hurtigt ind og ud, så kan det også lade sig gøre, siger Kurt Espersen.
I første omgang vil den sydjyske region dog benytte sygehusene i regionen, der hver især kan huse mellem 50 og 70 smittede personer.
– Totalt set kan vi nå op på at kunne rumme 1000 mennesker i vores region med aktiviteterne på sygehuse og på flyvestationen, siger Kurt Espersen.
Også i landets øvrige regioner er man i gang med at kigge på planerne, i tilfælde af at Danmark skulle blive ramt af et stort antal smittede.
I Region Midtjylland har man udpeget en kaserne i Herning.
– Baseret på en tidligere plan lavet i forlængelse af udbrud af sars, mers og ebola kan vi sætte 100 personer i karantæne inden for to timer på kasernen i Herning og skalere op til 200 i løbet af to dage og op til 550 i løbet af en uge, siger Per Sabro Nielsen, lægefaglig direktør i Region Midtjylland.
– Placeringen skyldes, at vi skal have et sted, hvor vi kan samle mange mennesker på et sted og afskærme fra omverdenen, og hvor de kan få mad og drikke og et sted at sove. Der er kaserner jo et godt sted, siger han.
Hvis behovet vokser, er der ifølge Per Sabro Nielsen yderligere muligheder i Skive og på flyvestationen i Karup.
I Region Nordjylland er Frederikshavn og Aalborg udpeget.
Region Sjælland har peget på to kaserner, i tilfælde af at en bølge af coronasmitte rammer landet.
Det drejer sig ifølge Sjællandske om Antvorskov Kaserne i Slagelse og Høvelte Kaserne i Birkerød.
/ritzau/