Der er onsdag aften udbrudt brand på spillestedet Vega – i salen Lille Vega – på Vesterbro i København.
Det oplyser Københavns Politi på Twitter.
Der er ingen meldinger om tilskadekomne.
Spillestedet har adresse på Enghavevej. På grund af branden har politiet afspærret Enghavevej mellem Istedgade og Matthæusgade, så brandvæsnet kan arbejde på stedet.
Hos Københavns Brandvæsen fortæller operationschef Brian Eriksson, at ingen koncertgæster var til stede, da branden brød ud.
– Der var kun personale til stede, siger han.
Han kan ikke udtale sig om, hvordan branden er opstået.
– Men vi kunne konstatere, at der var ild i en lampe og noget presenning på scenen, da vores folk kom frem. Og det har givet en del røgudvikling, siger operationschefen.
Onsdag aften klokken 20 skulle punkbandet Hatari efter planen have spillet i Lille Vega, men på grund af branden er koncerten aflyst.
– Vi har desværre haft en mindre brand i Lille Vega her for kort tid siden. Der er ikke sket alvorlige skader, men på politiets opfordring er vi desværre nødt til at aflyse aftenens koncert, skriver Vega på sin hjemmeside.
Bandet beskrives af Vega som “en unik sammensætning af æstetik, grafik og musik, som kommer til udtryk i deres komplette optrædener bestående af koreografi, visuals og en energisk tilstedeværelse”.
Bygningen, som huser Lille Vega og Vegas øvrige koncertsale, er fredet. Den er tegnet af den danske arkitekt Vilhelm Lauritzen, som derudover blandt andet har tegnet Radiohuset, der er DR’s tidligere hovedkvarter.
Politi og brandvæsen modtog anmeldelsen om branden på Vega klokken 18.15.
/ritzau/