Dansk taxachauffør mistænkt for menneskesmugling i Malmø


Svensk politi mistænker, at flere flygtninge forsøger at krydse Øresundsbroen med taxa, da Sverige har øget kontrollen. Arkivfoto


En dansk taxachauffør er søndag pågrebet af svensk politi ved Øresundsbroen mistænkt for menneskesmugling, skriver nyhedsbureauet TT. Hans passager vil søge asyl i Sverige.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Taxaen blev stoppet ved Lernacken, der ligger tæt ved broen.

Det er det andet tilfælde på kort tid i Malmø ifølge svensk politi.

Tidligere på weekenden blev en svensk taxachauffør stoppet samme sted mistænkt for menneskesmugling.

I det tilfælde var der tre syriske statsborgere i taxaen. De sagde, at de ville søge asyl i Sverige, fortæller Maya Forstenius, en pressemedarbejder ved politiet.

Hun er ikke klar over, om chaufføren fortsat er tilbageholdt.

Svensk politi mistænker, at flere flygtninge forsøger at krydse Øresundsbroen med taxa, da Sverige har øget kontrollen.

Sverige indførte grænsekontrol i november 2015.

4. januar skærpede Sverige kontrollen fra Danmark. Blandt andet har svenskerne indført såkaldt transportøransvar, hvilket vil sige, at eksempelvis tog- og færgeselskaber skal kontrollere, at alle passagerer, der rejser mod Sverige, kan vise gyldigt billed-id.

/ritzau/TT