Domstol løslader fire i sag om skyderi i Vollsmose


    Arkivfoto


    Retten i Odense har mandag besluttet at løslade fire af fem mænd, der er tiltalt i en nævningesag om skud mod en far og dennes søn på fire år i Vollsmose i Odense.

    – Det viser, at anklagemyndighedens sag er ved at falde fra hinanden, siger en af forsvarerne i sagen, advokat David Lublin.

    – Det tyder på, at vi lander et helt andet sted, end hvad anklagemyndigheden har lagt op til, siger han.

    De i alt fem mænd har været varetægtsfængslet siden februar. Retten har truffet afgørelse om løsladelse af egen drift, mens nævninger og dommere voterer i sagen. En femte er dog fortsat bag tremmer.

    Kendelsen om de fem mænds skyld ventes at blive afsagt på onsdag.

    – Det sker sjældent, at retten af egen drift løslader en tiltalt, siger advokat David Lublin.

    Torsdag og fredag holdt anklager og forsvarere deres indlæg til retten om skyldsspørgsmålet.

    I forvejen er sagen usædvanlig. Det er den første større sag, hvor anklagemyndigheden har rejst krav om dobbelt straf, fordi forbrydelsen er sket i en særlig zone. Indførelsen af zoner, hvor straffen er hårdere end andre steder i samfundet, har vakt en del debat blandt jurister.

    Tiltalen går på, at de fem var skyldige i, at der om eftermiddagen 20. februar blev affyret skud i retning af en bil, hvor en far og dennes søn på fire år befandt sig.

    Skyderiet udsatte tilfældige for livsfare, hedder det i tiltalen. På forhånd har anklagemyndigheden lagt op til en straf på mere end fængsel i fire år.

    Dels skal der gives dobbelt op med hensyn til straffen, og dels var der tale om et skyderi, som blev afgivet som led i en konflikt mellem stridende grupper, fremgår det af anklageskriftet i sagen.

    /ritzau/