Chauffør i pirattaxi voldtog to kvinder


    Arkivfoto


    Med en uges mellemrum blev to kvinder på 21 og 23 år voldtaget af den samme mand, da de valgte at sætte sig ind i en pirattaxi i København.

    Det har Retten i Lyngby mandag slået fast og idømt den 35-årige Patrick Obijiaku, der stammer fra Nigeria, fem års fængsel og udvisning for bestandigt.

    Den første voldtægt fandt sted den 1. september ved syvtiden om morgenen, da manden samlede en kvinde, som skulle mod Lyngby, op i København.

    Undervejs udsatte han hende for overgreb, som hun ikke turde modsætte sig på grund af situationen “ung pige alene i “pirattaxi” med ukendt chauffør”, som det er formuleret i anklageskriftet.

    Selv om hun protesterede mod overgrebene, fortsatte chaufføren og tvang hende til at lægge sig på bagsædet, hvor han udsatte hende for fuldbyrdet voldtægt.

    Den 7. september skulle en anden kvinde fra København mod Birkerød, og her gentog manden sine overgreb. Også hun blev til sidst voldtaget på bagsædet af bilen.

    Den 35-årige har under hele sagen nægtet sig skyldig.

    I retten forklarede han ifølge Ekstra Bladet, at den ene ville have sex med ham, men at det ikke blev til noget, fordi han ikke ville.

    Den anden kvinde ville ifølge den 35-årige betale for turen med sex. Men det blev heller ikke til noget, fordi de blev forstyrret af en bil i nærheden, forklarede han ifølge Ekstra Bladet.

    Retten troede dog ikke på mandens forklaringer og kendte ham skyldig i begge forhold.

    – Desuden fulgte retten min påstand om straf, så jeg er rigtigt godt tilfreds, siger senioranklager Bente Schnack efter dommen.

    Den 35-årige ankede på stedet dommen til Østre Landsret.

    /ritzau/