Skarp kritik af politiet: Betjente forvekslet med brutale pistolrøvere


Civilbetjent peger på sin pistol. Ved siden af ham står en kunde og ser temmelig chokeret ud over episoden. (Overvågningsvideo fra vekselbutikken).


Betjente fra Københavns Politi havde en så voldsom adfærd, at ansatte i en vekselbutik med rette troede, at de var udsat for røveri og ikke en politiforretning.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Sådan lyder det i en afgørelse fra DUP, Den Uafhængige Politiklagemyndig.

Det er de ansattes fagforening, HK Service Hovedstaden som i april 2015 har klaget over betjentenes fremfærd.

– Politiet udviste en urimelig og overdreven magtanvendelse, hvor manglende legitimering, fiksering i håndjern og trussel med pistol indgår i forløbet, lyder det blandt andet fra HK Service Hovedstaden i klagen.

Episoden fandt sted om formiddagen den 29. januar 2015, hvor de indklagede betjente ville foretage en udlændingekontrol af de ansatte i en vekselbutik på Københavns Hovedbanegård.


Vekselbutikker på Hovedbanegården.

En medarbejder er på vej tilbage til vekselbutikken efter at have været på toilettet og bliver passet op af en af betjentene.

Betjenten er i civil og har ifølge medarbejderens udsagn en hue trukket godt ned i panden.

Medarbejderen tror, at det er en røver og går så meget i panik, at der opstår tumult, og det får betjenten til at fiksere hende med håndjern.


Her er en af de kvindelige medarbejdere fået håndjern på og ført ind i baglokalet.

De øvrige medarbejdere i vekselbutikken kan følge den voldsomme episode inde fra den aflåste butik. De kan se det hele gennem glasruden i butikkens skranke.

Episoden er så voldsom, at de ansatte trykker på overfaldsalarmen og ringer 112.

I mellemtiden vælger en af betjentene på stedet at løfte op i jakken, så medarbejderne bag glasruden kan se hans pistol.

Han trækker også pistolen op af hylsteret og lægger den på skranken.

Går til psykolog
Hele forløbet varer ikke mere end omkring fem minutter, men medarbejderne er fortsat så angste og nervøse, at de begge er henvist af egen læge til psykolog, oplyser HK Service Hovedstaden i klagen.

Politiklagemyndigheden har afhørt tre betjente i forbindelse med sagen, og i hovedtræk afviser de alle klagerne.

To af de afhørte betjente havde således slet ikke bemærket, at der var blevet trukket pistol.

Den ene fortæller yderligere, at der efter hans opfattelse var en ophidset stemning, men det var ikke en voldsom episode.

Optagelser fra overvågningskameraer i butikken viser dog, at en betjent først blotter sin pistol ved at trække op i jakken så den kommer til syne. Derefter peger betjenten på sin pistol og til sidst lægger han den kortvarigt op på skranken.

Den pistol-trækkende betjent forklarer, at han løftede i jakken for at fremvise både pistol, stav og radio og dermed underbygge, at han var fra politiet.

Han trak alene pistolen, fordi en af medarbejderne i butikken spurgte, hvad han havde i pistolhylsteret, lyder betjentens forklaring.

Den pistol-trækkende betjents forklaring er fremkommet efter en proces, hvor betjenten først er blevet afhørt, derefter er kommet med supplerende oplysninger til afhøringen per mail, for til sidst at bede om at blive genafhørt knap tre måneder efter første afhøring.


Medarbejderne troede der var tale om et røveri og trykkede på overfaldsalarmen. Nogle betjente i uniform ankom til stedet. Efter en snak med civilbetjentene gik de igen.

Afgørelsen
Politiklagemyndigheden lægger i deres afgørelse ikke stor vægt på betjentenes forklaringer om deres fremfærd og udtaler en kraftig kritik af politiet.

– Der er efter Politiklagemyndighedens opfattelse ikke grundlag for at betvivle, at personalet havde opfattelsen af, at der var tale om et røveri, lyder det i afgørelsen.

I afgørelsen bliver der også lagt vægt på betjentenes påklædning og fremfærd.

Politiklagemyndigheden føler samtidig anledning til at understrege, at betjente ikke kan anvende deres tjenestepistoler som legitimation.

Det fremgår af Rigspolitichefens kundgørelse II nr. 32, at politiets legitimation er et legitimationskort, der udstedes af Rigspolitichefen.


Her lægger civilbetjenten sin tjeneste pistol foran den chokeret medarbejder og kunde.

Det er Politiklagemyndighedens opfattelse, at det generelt må anses for særdeles kritisabelt, hvis en polititjenestemand trækker sin tjenestepistol i situationer, hvor der ikke er en tjenstlig anledning hertil, lyder det tørt fra Politiklagemyndigheden i afgørelsen.

HK Service Hovedstaden klagede også over, at betjentene havde en hånende og nedladende facon overfor medarbejderne.

Betjentene har alle i deres afhøringer afvist, at det skulle være tilfældet. Der var en ret god dialog, lyder det blandt anden fra en af betjentene.

I følge politiets undersøgelser er der ingen uvildige vidner, og der er ikke lyd på optagelserne fra overvågningskameraet, som kan støtte den ene frem for den anden påstand, hvorfor Politiklagemyndigheden ikke udtaler kritik i den anledning.

HK Service Hovedstaden havde endeligt også klaget over, at medarbejderen, som var på vej tilbage fra toilettet, blev lagt i håndjern. Her udtaler Politiklagemyndigheden dog ikke kritik af betjentene.

Selvom DUP giver medarbejderne ret i dele af deres klage, er sidste ord ikke sagt i sagen. HK Service Hovedstaden agter at rejse erstatningskrav på vegne af medarbejderne.