Arkivfoto
I løbet af de seneste dage har intense bombardementer fra luften over den irakiske by Ramadi kostet 350 medlemmer af den militante gruppe Islamisk Stat (IS) livet.
Det melder USA’s militær, der ifølge avisen The Guardian tilføjer, at gruppen dermed har fået op mod halveret sin styrke i byen.
Amerikanske luftangreb har i de seneste dage ramt Ramadi, som Islamisk Stat erobrede i maj.
Oberst Steve Warren, talsmand for USA’s militære operation i Bagdad, siger torsdag, at der ifølge amerikanske oplysninger var mellem 600 og 100 IS-krigere i byen, der ligger i den vestlige del af Irak.
350 dræbte kan således have svækket Islamisk Stats forsvarshær i byen markant.
Ramadi er hovedbyen i Anbar-provinsen og er en nøgleby for Irak at få tilbage i kampen for at bekæmpe den militante gruppe.
Den internationale koalition og Iraks hær har dog siden maj tøvet med at indlede et angreb for at generobre kontrol med byen, og i USA er man stadig tilbageholdende med at forudsige, hvor lang tid det vil tage at drive IS ud af byen trods de seneste dages massive tab på IS’ side.
– Jeg er sikker på, at den (Ramadi, red.) vil falde, og vi vil gøre vores til at få den til det, siger Ash Carter, USA’s forsvarsminister, ifølge The Guardian.
Forsvarsministeren har tidligere sagt, at USA er klar til at sende militærrådgivere og også angrebshelikoptere til Irak for at hjælpe med at nedkæmpe de militante islamister i Ramadi.
Også Islamisk Stats gruppering i Syrien har tilsyneladende lidt tab på grund af USA’s indsats.
Ved et andet pressemøde torsdag sagde Steve Warren, at manden, som styrede økonomien i den militante bevægelse, er blevet dræbt i et luftangreb sammen med to andre IS-ledere.
Den dræbte pengemand hed Abu Salah.
– At dræbe ham og hans forgængere udmarver den viden og de evner, der skal bruges for at koordinere pengene inden for organisationen, sagde Warren ifølge Reuters.
/ritzau/