Tungvognskontrol afslørede ulovlige hvil i lastbil


(Modelfoto: Politi.dk)

Da politiets Tungvognscenter Nord foretog en rastepladskontrol langs Nordjyske Motorvej, fik tre ud af fem lastbilchauffører bøder for blandt andet at bryde lovgivningen om køre-/hviletid.

Tungvognscenter Nord var søndag eftermiddag den 17. november 2019 på rastepladskontrol langs Nordjyske Motorvej. Målet med kontrollen var at undersøge, om de parkerede lastbiler overholdt deres køre-/hviletider. Allerede ved den første kontrol viste det sig, at der var urent trav.

Chauffør i bulgarsk lastbil i gang med ulovligt hvil
”Den første lastbil var fra Bulgarien, og ved kontrollen kunne vi konstatere, at lastbilen havde kørt rundt i Danmark i fire dage uden, at man havde betalt afgift til staten for at anvende de danske motorveje. Chaufføren var heller ikke i besiddelse af et chaufføruddannelsesbevis, således at han lovligt kunne føre køretøjet. Og så var han også i færd med at afholde et regulært ugentligt hvil på over 45 timer,” forklarer politikommissær Claus Kjær-Pedersen fra politiets Tungvognscenter Nord.

Ifølge lovgivningen må chaufføren nemlig ikke holde et sådant hvil i lastbilen. Den samlede bøde for forseelserne til chauffør og vognmand lød på 37.000 kroner.

Da der var tale om en udenlandsk chauffør og en udenlandsk virksomhed, skulle bøden betales på stedet. Det kunne virksomheden ikke, hvorfor lastbilen blev sikret med hjullås, indtil betalingen er sket.

To polske lastbiler brød også reglerne
Ved siden af den bulgarske lastbil holdt der to polsk indregistrerede lastbiler, hvor chaufførerne var i færd med at bryde samme regler om køre-/hviletid.

”I den første af de to polske lastbiler var to filippinske chauffører i færd med at lave mad. Vi kunne igen konstatere, at de var i gang med at afholde et regulært ugentligt hvil på over 45 timer i lastbilen, selvom det ikke er tilladt. De fik bøder for sammenlagt 30.000 kroner,” oplyser politikommissær Claus Kjær-Pedersen videre.

I dette tilfælde garanterede et dansk speditionsfirma for bøden med det samme, så lastbilen kunne køre igen.

I den anden polske lastbil befandt sig to polske chauffører, der lige som de øvrige chauffører også var ved at afvikle et langt hvil i strid med lovgivningen. Igen udstedte politiet derfor bøder for samlet set 30.000 kroner. Disse bøder blev betalt på stedet med kreditkort.

”Men der var trods alt to andre lastbiler på rastepladsen, som havde styr på tingene,” konstaterer politikommissæren afsluttende.