Betjent påkørt: 18-årig flugtbilist anholdt


Asnæs den 3. oktober.


I et par måneder har politiet ledt efter en 18-årig mand, der er mistænkt for med vilje at køre en motorcykelbetjent ned, og tirsdag lykkedes det at finde frem til ham i Kalundborg.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Påkørslen skete 3. oktober på Bobjergvej i Asnæs i Nordvestsjælland, da en motorcykelbetjent ville stoppe en ung mand, der kom kørende i bil.

Motorcykelbetjenten satte efter bilen, der pludselig bremsede hårdt op og holdt stille. Betjenten holdt ind bag bilen, satte motorcyklen på støttebenet og stod af motorcyklen.

LÆS OGSÅ: Retten løslader 18-årig i sag om påkørsel af motorcykelbetjent
LÆS OGSÅ: Flugtbilist anholdt: Påkørte motorcykelbetjent og stak af
Men inden han kom helt af, bakkede bilen pludselig for fuld kraft ind i betjenten og hans motorcykel. Politimanden blev slynget nogle meter hen ad vejen, mens bilen gassede op og forvandt. Betjenten slap dog uden alvorlige skader.

Efterfølgende blev en 18-årig mand anholdt, men i et grundlovsforhør i Retten i Holbæk blev han løsladt. Afgørelsen blev kæret til Østre Landsret, der besluttede, at den unge mand skulle fængsles.

Siden da har han været som sunket i jorden. Indtil tirsdag eftermiddag.

– En polititjenestemand, der har fri, genkender ham på gaden i Kalundborg og giver os besked, fortæller vagtchef René Søe Pedersen fra Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.

Flere patruljevogne bliver sendt til Kalundborg, men den eftersøgte er igen væk. Efter en times tid støder en patrulje dog på ham.

– Han forsøger igen at stikke af, så en politihund bliver sendt af sted og får ham stoppet, siger vagtchefen.

Onsdag skal den 18-årige atter for en dommer.

/ritzau/