Fransk politi finder muligt selvmordsbælte i skraldespand


Myndighederne har i efterlysningerne af den 26-årige advaret om, at denne kunne være udstyret med et bombebælte, som han kan have båret under angrebene i den franske hovedstad. (Foto fra fransk politi).


Et “bælte”, der måske er et selvmordsbælte, blev mandag fundet i Paris-forstaden Montrouge, siger kilder tæt på efterforskningen af massakren i den franske hovedstad for 10 dage siden, hvor 130 mennesker blev dræbt og over 350 blev såret.

Like localeyes.dk på Facebook

– Genstanden blev fundet i en offentlig skraldespand, siger kilderne, som tilføjer, at der er en mulig forbindelse med den eftersøgte 26-årige Salah Abdeslam, som stadig er på flugt og eftersøgt i Belgien.

Telefondata har vist, at Salah Abdeslam opholdt sig i Montrouge-området den aften, hvor angrebene fandt sted.

Myndighederne har i efterlysningerne af den 26-årige advaret om, at denne kunne være udstyret med et bombebælte, som han kan have båret under angrebene i den franske hovedstad.

Salah Abdeslam er bror til en af selvmordsbombemændene fra Paris. Syv terrorister blev dræbt under angrebene – af skud eller ved at udløse deres selvmordsbælter.

Salah Abdeslam er efterlyst som den ottende gerningsmand. En anden bror til ham har opfordret ham til at overgive sig.

Den belgiske anklagemyndighed oplyser mandag aften, at den har sigtet en mand, der blev anholdt søndag aften, for medvirken til terrorangrebene i Paris.

15 andre, der også blev anholdt søndag aften under en hel stribe politiaktioner i Bruxelles og Charleroi, er derimod blevet løsladt.

Anklageren vil ikke oplyse navnet på den sigtede. Men de belgiske myndigheder har tidligere mandag oplyst, at den 26-årige Salah Abdeslam ikke er blandt de anholdte.

Ligeledes mandag aften har den belgiske premierminister, Charles Michel, oplyst, at myndighederne efter et møde i det nationale sikkerhedsråd har besluttet at forlænge det forhøjede beredskab i hovedstaden, Bruxelles, til mandag i næste uge.

/ritzau/AFP