Fange flygter fra arrest via sammenbundne lagner


Arkivfoto

En 39-årig polsk fange brugte en kendt, men i virkeligheden sjældent brugt metode, da han torsdag eftermiddag stak af fra arresten i Aabenraa.

– Han flygtede via noget, der kaldes et lofthegn – altså et hegn, der sidder oppe over en gård – med nogle sammenbundne lagner ned ad en mur, siger Helle Lundberg, der er kommunikationsrådgiver i Syd- og Sønderjyllands Politi, til Ritzau.

– Så det var på bedste tegneseriefacon. Der er det jo altid med sammenbundne lagner, tilføjer hun.

På den anden side af hegnet skulle fangen ifølge politiet være forsvundet ad Løgumklostervej i vestlig retning.

Ifølge politiet var manden anholdt for overtrædelse af indrejseforbud.

Flugten skete torsdag klokken 16.47. Siden har politiet haft en eftersøgning i gang, men det leder ikke efter manden på hvert et gadehjørne, fortæller Helle Lundberg.

– Han sidder jo ikke inde for personfarlig kriminalitet, så han er ikke farlig. Selvfølgelig har vi været ude at kigge efter ham, men det er så ikke lykkedes indtil nu at finde ham, siger hun fredag eftermiddag.

Den 39-årige er almindelig af bygning, 177 centimeter høj og har kort sort hår.

Han var iført grå joggingbukser og mørk læderjakke.

Politiet opfordrer til at ringe 114, hvis man har set manden.

/ritzau/