Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi var fredag aften massivt til stede på Vesternæsvej ved Sjunkeby på Vestlolland. Det drejer sig om en anmeldelse af et knivstikkeri.
– Vi er dernede og arbejder pt. på at sikre gerningsstedet og foretage afhøringer af vidner, siger vagtchef Kent Edvardsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og tilføjer:
– Der kommer til at gå lidt tid, før vi fjerner afspærringerne.
Forurettede er kørt til behandling og er uden for livsfare, oplyser vagtchefen. Gerningsmanden er anholdt for forsøg på manddrab, og gerningsvåbnet, en kniv, er blevet fundet.
– Gerningsmanden er på vej ind til retsmedicinsk, hvor han skal undersøges. Jeg tænker, at han bliver fremstillet for et grundlovsforhør i morgen (lørdag, red.), siger Kent Edvardsen.
Forurettede og gerningsmand er begge mænd. Men vagtchefen kan ikke på nuværende tidspunkt oplyse alder eller relation mellem mændene.
Politiet hører gerne fra eventuelle vidner på 1-1-4.
/ritzau/