Fire rumænere er anholdt for at bryde ind gennem tage


    Arkivfoto

    Fire rumænere er anholdt for en række indbrud eller forsøg på samme. Deres fremgangsmåde har typisk været at bryde ind gennem taget.

    Det skriver specialenheden Særlig Efterforskning Vest (SEV) i en pressemeddelelse.

    Politiet har i sagen anholdt to mænd og to kvinder, som alle er rumænske statsborgere. De blev anholdt på to forskellige adresser i Nordjylland fredag klokken 12.42 og klokken 13.10.

    De er mistænkt for 14 indbrud og indbrudsforsøg i forretninger i de seks politikredse i Vestdanmark. Det oplyser politiinspektør i SEV Brian Voss Olsen.

    - De fire anholdte er det, vi betegner som omrejsende kriminelle, der tydeligvis flytter sig rundt mellem politikredsene og begår kriminalitet. Vi har været på sporet af dem i noget tid, så jeg er ganske godt tilfreds med, at vi nu har fået dem anholdt, siger han i pressemeddelelsen.

    De fire anholdte fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Randers lørdag klokken 09.

    Specialenheden SEV efterforsker i hele det vestlige Danmark, altså på tværs af de forskellige politikredse. Specialgruppen samarbejder også med andre lande.

    Gruppen står primært for langsigtede efterforskninger af alvorlig kriminalitet.

    /ritzau/