Arkivfoto
Brugen af langvarig isolation er steget eksplosivt i de danske fængsler de senere år.
Men den udbredte brug af isolation er på centrale områder problematisk i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der er skrevet ind i dansk lovgivning.
Det vurderer jurister, skriver Information.
– Hvis danske indsatte klager over isolation, får de ikke udskudt afsoningen, indtil klagesagen er afgjort, siger seniorforsker Peter Vedel Kessing fra Institut for Menneskerettigheder til Information.
– Og når de idømmes isolation, er det før, at en domstol har afgjort, om de er skyldige i det forhold, de er dømt for. Begge forhold lever efter alt at dømme ikke op til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Vurderingen bakkes op af Hans Jørgen Engbo, som er tidligere ekstern lektor i strafferet på Københavns Universitet og fængselsinspektør på Anstalten ved Herstedvester.
– Det er stærkt kritisabelt, at brugen af isolation i danske fængsler ikke overholder de europæiske menneskerettigheder, hvad angår klagemuligheder og uskyldsformodning, siger han.
Ifølge artikel 13 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention bør en indsat, der er ikendt isolation, have adgang til at få afgørelsen prøvet af en uafhængig klageinstans, inden straffen afsones.
Men hvis en dansk indsat klager, igangsættes strafcellen alligevel med det samme og vil typisk være afsonet, inden klagen er behandlet.
– Så selv hvis den indsatte får medhold, er det for sent at ændre noget, siger Peter Vedel Kessing.
Den danske praksis for isolationsstraf er ifølge Peter Vedel Kessing også problematisk i forhold til artikel 6 i konventionen, som beskriver, at enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist.
Danmark er det eneste land i Norden, hvor isolation er så udbredt en disciplinærstraf i fængslerne.
Mens syv indsatte i 2015 som en disciplinærstraf kom i isolation 23 timer i døgnet i mindst to uger, gjaldt det for 674 i 2018.
Det er en stigning på 9528 procent.
/ritzau/
