Regeringen vil sende flere direkte i fængsel for vold


    Arkivfoto


    Voldsforbrydere skal i højere grad sendes direkte i fængsel og i mindre grad idømmes samfundstjeneste, end tilfældet er i dag.

    Sådan lyder et lovforslag fra regeringen, skriver Politiken.

    Justitsminister Nick Hækkerup (S) foreslår at begrænse brugen af samfundstjeneste i sager om simpel og grov vold, hvor gerningsmanden tidligere er dømt for personfarlig kriminalitet, offeret har været særligt værgeløst, eller hvor skaderne har været betydelige.

    Regeringen begrunder blandt andet sit forslag med “hensynet til offeret og til befolkningens generelle retsfølelse”, skriver Politiken.

    Ifølge Det Kriminalpræventive Råd vil mere fængsel og mindre samfundstjeneste dog øge risikoen for, at den kriminelle begår ny vold.

    – Der er en risiko for, at vi kommer til at opleve mere kriminalitet og dermed også flere ofre, fordi vi generelt ser et større tilbagefald ved fængsel end samfundstjeneste, siger Anna Karina Nickelsen, sekretariatschef i Det Kriminalpræventive Råd.

    Sidste år var der i alt 13.863 ofre for vold, viser tal fra Danmarks Statistik. Det svarer til en stigning på 13 procent siden 2016.

    Regeringens støttepartier kritiserer regeringen. SF og Enhedslisten mener, at regeringen bør trække lovforslaget tilbage.

    Det har ikke været muligt for Politiken at få et interview med justitsministeren.

    Socialdemokratiets retsordfører, Jeppe Bruus, er opmærksom på risikoen for tilbagefald til kriminalitet ved fængselsstraffe frem for samfundstjeneste.

    – Det ændrer bare ikke ved, at hvis man har begået et overgreb mod et barn, gentagne gange har lavet personfarlig kriminalitet eller har udøvet stor skade på et offer, så mener vi ikke, at man som udgangspunkt skal have mulighed for at få samfundstjeneste, siger Jeppe Bruus til Politiken.

    Venstre vil stemme for lovforslaget, og dermed har regeringen sit flertal på plads.

    /ritzau/