Politiet løslader 43-årig: Sexkrænker stadigvæk på fri fod i København


Københavns Politi har løsladt den 43-årige mand, man siden søndag har siddet anholdt i sagen om en række blufærdighedskrænkelser på Nørrebro og Østerbro. Arkivfoto


Københavns Politi er fortsat på jagt efter en mand, der mistænkes for at have krænket en lang række kvinder i hovedstaden.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Mandag blev en 43-årig mand fra Nørrebro ellers fængslet i sagen, men efterforskningen har nu vist, at han næppe er den rigtige.

– Vi har haft flere af de forurettede kvinder inde for at kigge fotomapper igennem. I mapperne har der været billeder af den 43-årige, men ofrene kunne ikke kende ham, siger vicepolitiinspektør Jens Møller fredag formiddag til Ritzau.

Af den grund blev den 43-årige løsladt torsdag.

Vicepolitiinspektøren fortæller, at i alt 23 kvinder kan have været ofre for den samme gerningsmand.

– Der kan også være flere gerningsmænd, men så har de bare nogenlunde samme adfærd. I alle 23 tilfælde har manden befølt kvinderne og kysset dem, siger Jens Møller.

Mange af blufærdighedskrænkelserne er sket omkring Nørrebrogade, Frederikssundsvej og på Østerbro. Overgrebene skal være startet i juni, mens det sidste forhold fandt sted 7. november.


I dette område er kvinder blevet udsat for blufærdighedskrænkelser af gerningsmanden. Foto fra Københavns Politi

Fredag formiddag er politiet i gang med at gennemgå en mængde videoovervågning.

– Vi sidder og forsøger at finde nogle billeder af gerningsmanden, som vi kan dele med offentligheden, siger vicepolitiinspektøren.

Ud over anholdelsen af den 43-årige, som nu er løsladt, har de mange henvendelser fra kvinder ført til anholdelse af en anden mand, som i løbet af sidste weekend blev sigtet for to tilfælde af krænkelser. Han blev varetægtsfængslet i ti dage.

Der er tale om en rumænsk mand, som ifølge Jens Møller også kan stå bag andre tilfælde af blufærdighedskrænkelse.

/ritzau/