Tiårig pige overlever fald fra femte sal


Arkivfoto


En tiårig pige er natten til onsdag faldet ud ad et vindue fra en lejlighed på femte sal på Amager.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Hun er ifølge politiet sluppet usædvanlig heldigt fra sit styrt.

– Vi har lige fået at vide, at hun overlever. Hun er sluppet særdeles billigt fra faldet med et brud på sit bækken, siger Henrik Svejstrup, vagtchef ved Københavns Politi, tidligt onsdag morgen til Ritzau.

Politiet ønsker ikke at oplyse, hvor på Amager hændelsen fandt sted.

Pigens forældre lå og sov, da deres datter af uvisse årsager faldt ud fra lejligheden.

– Vi har ingen idé om, hvad der er sket. Det vil vi nu tale med pigen om, når det bliver muligt, siger vagtchefen.

– På en eller anden måde er hun sluppet for alvorlige skader i nakken eller hovedet. Men man ser tit med børn, at deres krop er mere eftergivende i den slags ulykker end tilfældet er for voksne, tilføjer han.

Hvem der opdagede pigen liggende neden for etageejendommen, er politiet ikke klar over.

– Vi fik anmeldelsen fra brandvæsnet klokken 01.47. Da vi kom derud, var pigen ved bevidsthed. Hun blev derefter bragt til Rigshospitalet, fortæller vagtchefen.

/ritzau/