Der var en uventet stor fisk i nettet, da sildefiskere fra Gilleleje natten til mandag var ude for at trawle sild ved Anholt.
I nettet var nemlig en 280 kilo tung og 2,63 meter lang blåfinnet tun. Det skriver TV2 Lorry.
– Det var jo helt vildt at se den blive halet om bord. Det er sådan en oplevelse, man aldrig tror, vil ske for én selv – især når man tænker på, at den sidste, der er blevet landet i Gilleleje, var i 1971, siger Henrik Tækker, der var om bord på kutteren, til mediet.
Egentlig må sildefiskerne ikke fange tun, men denne fangst går ind under bifangst, og da den var død ved fangsten, har kontrolmyndighederne givet tilladelse til at sælge fisken.
Tirsdag blev tunen solgt på fiskeauktion, og køberen var en en lokal restaurant i Gilleleje.
Restauranten ville ikke oplyse om prisen, men tunen vil i de næste dage være på menuen.
/ritzau/