Fortsat bandekrig: Københavns Politi forlænger visitationszone


Arkivfoto


Det vurderes fortsat, at der er en verserende konflikt mellem to kriminelle grupperinger i hovedstadsområdet.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Her af fremgår det yderligere, at politiet på den baggrund forlænger visitationszonen i dele af Københavns Politikreds, og den er nu gældende frem til 14. oktober 2019 kl. 18.00.

»Vi forlænger visitationszonen, fordi det er vurderet, at der fortsat er en igangværende konflikt mellem to kriminelle grupperinger i hovedstadsområdet og at den konflikt har resulteret i hændelser, hvor der er brugt skydevåben. Den ene gruppering holder til omkring Indre Nørrebro og København NV, og den anden gruppering omkring Hundige i Greve, hvoraf personer med relation dertil bor i Ishøj,« siger politidirektør Anne Tønnes.

Visitationszonen i København dækker følgende område: Nørrebrogade – Fælledvej – Nørre Alle – Universitetsparken – Lersø Parkallé – Tuborgvej – Tomsgårdsvej – Frederikssundsvej – Nordre Fasanvej – Hillerødgade – Nørrebrogade.