Når Kriminalforsorgen ikke har styr på sin håndtering af persondata, så risikerer de ansattes sikkerhed at blive bragt i fare.
Det mener Kriminalforsorgsforeningen, fagforening for den del af personalet i fængslerne, der ikke går med uniform. Udsagnet kommer efter, at det er kommet frem, at Kriminalforsorgen ikke har levet op til de gældende regler i persondataforordningen.
Flere gange har Datatilsynet konstateret, at “Kriminalforsorgen på en række områder er nødt til at forbedre sin indsats for at beskytte borgernes og de ansattes persondata effektiv og leve op til lovgivningens krav på området”.
Det er bare ikke i orden, at det forholder sig sådan, siger John Hatting, der er landsformand i Kriminalforsorgsforeningen.
– Vi finder det stærkt bekymrende.
– Vi kan ikke have, at ansattes data enten flyder på nettet eller kan komme i de forkerte hænder – og da slet ikke i Kriminalforsorgen hvor sikkerhed er et kernespørgsmål, siger han.
Han frygter, at personfølsomme data for de ansatte i fængslerne kan blive misbrugt, hvis problemerne hos Kriminalforsorgen fortsætter.
– Oplysningerne kan jo blive misbrugt, og vi kan risikere, at de ansattes sikkerhed bliver bragt i fare i nogle tilfælde.
– Det tænker jeg, at Kriminalforsorgen skal få styr på så hurtigt som overhovedet muligt, siger John Hatting.
Det er i et skriftligt svar fra både justitsminister Nick Hækkerup (S) og Kriminalforsorgen, at manglerne på persondataområdet er kommet frem.
I svaret fortæller Kriminalforsorgen, at den efter Datatilsynets kritik har gjort flere ting for at rette op på problemerne, og i de kommende år kommer til at fortsætte med at styrke sin databeskyttelse og informationssikkerhed.
Udsigten, til at forbedringsarbejdet vil løbe over flere år, giver her og nu ikke ro i sindet hos John Hatting.
– Det giver på ingen måde ro i sindet. Men det er godt, at der er blevet taget fat om problemet.
– Vi har selvfølgelig brug for, at data fra ansatte og indsatte ikke havner i de forkerte hænder. Det må være sikkerhedsspørgsmål nummer et, som skal løses her og nu, siger han.
Ritzau forsøger at få en kommentar fra Kriminalforsorgen til sagen.
/ritzau/