Ammunitionsryddere finder 40 kilo dynamit ved sommerhus


Politifoto


I et sommerhus ved Kollund i Sønderjylland gjorde politiets hunde og hærens ammunitionsryddere i denne uge et usædvanligt fund. På grunden lå 40 kilo dynamit nemlig gravet ned. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi onsdag.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Ifølge vicepolitiinspektør Jan Lambertsen fra lokalpolitiet i Aabenraa er der tale om dynamitstænger og såkaldt sprængsnor.

– Vi er glade for at have fundet det, så det ikke ender i forkerte hænder. Eller at det blev fundet af nogle unge mennesker, som skulle prøve det af, siger han til Ritzau.

Politiet tilkaldte mandag ammunitionsrydderne efter et tip om, at en tidligere lejer af sommerhuset, der nu er død, havde gravet dynamit ned ved huset.

Inden ammunitionsrydderne kunne gå i aktion, var det dog politiets specialhunde, som afsøgte området. Hundene fandt frem til en nedgravet kasse, og den viste sig at indeholde den store mængde sprængstof.

– Det er svært at sige, hvor længe det har ligget der, men vi vil vurdere, at der er tale om et sted mellem 20 og 25 år, siger Jan Lambertsen til Ritzau.

Det eksplosive fund blev efterfølgende fjernet af ammunitionsrydderne og bragt til Søgaardlejren ved Kliplev, hvor det ad flere omgange blev bortsprængt.

Den afdøde mand, som efter alt at dømme har gravet dynamitten ned, havde ifølge politiet tilladelse til at besidde sprængstof i erhvervsøjemed.

– Han har haft tilladelse til det i forbindelse med sprængningsarbejde i stenbrud, siger Jan Lambertsen.

Vicepolitiinspektøren vil ikke komme nærmere ind på, hvem den afdøde mand er. Ej heller, hvor længe han har været død. Det skyldes hensynet til de pårørende.

– Vi er sikre på, at det er ham, der har gravet det ned, og der bliver ikke nogen straffesag ud af det, fordi han er død, siger Jan Lambertsen.

/ritzau/