Arkivfoto
En brand har tidligt mandag morgen hærget en bygning i den sydfynske by Ollerup, og politiet frygter, at der var personer til stede i ejendommen.
Det siger politikommissær Carsten Mogensen fra Fyns Politi mandag formiddag.
– Vi er ved at undersøge stedet for at finde ud af, hvad der er sket. Det er en beboet ejendom, og vi mener, at der kan have været personer til stede i forbindelse med branden, siger han til Ritzau.
Ifølge Fyens.dk er det værtshuset Kompasset, der er brændt. Vagtchef Christian Rasmussen sagde tidligere mandag, at en person kan være indebrændt.
– Vi har en mistanke om, at der formentlig er en indebrændt person, sagde han til Fyens.dk.
Politiets teknikere er klokken 9.30 gået i gang med at undersøge stedet, men alligevel er det altså for tidligt at sige noget om eventuelle ofre, fastslår Carsten Mogensen.
/ritzau/