Tivoli lukkede forlystelsen efter ulykken
En femårig dreng fra Holland er lørdag eftermiddag faldet fire meter fra en forlystelse – den blæksprutte-lignende karrusel Nautilus – i Tivoli i København.
Drengen og en voksen kvinde er kørt til sygehuset, men de er ikke i livsfare.
Det oplyser Tivolis pressechef til Ritzau.
– Hvordan ulykken skete, er ikke klarlagt endnu. Det er vi og politiet ved at finde ud af, siger Torben Plank, pressechef i Tivoli.
– Barnet ramte en voksen under faldet, og man kan sige, at det er held i uheld. For den voksne beskyttede ham mod et hårdt fald. Begge var selvfølgelig chokerede, men ved bevidsthed, siger han.
Der blev tilkaldt en ambulance efter ulykken, som skete omkring klokken 14.30. Inden ambulancen nåede frem, tog en sygeplejerske sig af de to forlystelsesgæster.
Ifølge Tivoli er alle procedurer ved forlystelsen Nautilus overholdt, og der er altså intet der tyder på, at drengen ikke var spændt fast, som reglerne foreskriver.
/ritzau/