19-årig LTF’er anholdt for at opholde sig på Blågårds Plads


Arkivfoto


Et medlem af banden Loyal To Familia (LTF) er torsdag aften blevet anholdt for at overtræde et forbud mod at opholde sig på Blågårds Plads på Nørrebro i København.

Det sker i forbindelse med en verserende sag, der handler om, hvorvidt LTF skal forbydes permanent.

Den anholdte er en 19-årig mand, der er bosiddende i København. Han bliver fremstillet i grundlovsforhør fredag med krav om fængsling.

Det oplyser den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi Søren Lauritsen kort efter midnat fredag.

– Han har overtrådt et opholdsforbud i forbindelse med denne her grundlovssag mod LTF, siger han.

Det sker med henvisning til en sag, der blev indledt ved Københavns Byret tilbage i februar, og som fortsat kører.

Her er domstolen af tidligere justitsminister Søren Pape Poulsen (K) blevet bedt om at forbyde banden LTF ved at opløse den som forening efter Grundloven.

Den 19-årige mand blev anholdt torsdag klokken 22.14.

– Han blev mødt af politi på Blågårds Plads, siger efterforskningslederen.

Ifølge Søren Lauritsen er der cirka en håndfuld LTF-medlemmer, som har forbud mod at opholde sig på pladsen, der ligger ved Blågårdsgade på Indre Nørrebro.

Han forklarer, at for at være omfattet af opholdsforbuddet skal en person have gjort sig skyldig i at videreføre foreningen.

– Straffen for at overtræde forbuddet er typisk 40 dages ubetinget fængsel, siger efterforskningslederen.

I 2017 bad daværende justitsminister Søren Pape Poulsen rigsadvokaten om at undersøge muligheden for at opløse LTF ved dom efter en række skyderier i København, hvor også tilfældige personer blev ramt.

Rigsadvokat Jan Reckendorff vurderede, at der var grundlag for en opløsningssag, og i kølvandet på det udstedte politiet et midlertidigt forbud mod foreningen.

Forbuddet betyder, at det er forbudt at videreføre LTF, som det hedder. Det gælder for eksempel brug af rygmærker og andre LTF-kendetegn i det offentlige rum.

/ritzau/