Politiet anholder 31 i stor narkoaktion


Arkivfoto

I en europæisk politiaktion er 31 personer på Sjælland blevet anholdt i en kæmpe sag om cirka halvandet ton kokain og heroin.

Det oplyser politiets Særlig Efterforskning Øst (SEØ) i pressemeddelelse.

Mange af de anholdte er udlændinge.

Anholdelserne er sket i et samarbejde mellem SEØ, politikredsene på Sjælland, myndighederne i Sverige, Holland, Belgien, Slovenien, Albanien og Tyskland og Europol.

Efterforskningen har rettet sig mod et organiseret kriminelt netværk med rødder i Albanien.

Netværket mistænkes for indsmugling og videredistribution af cirka 1650 kilo kokain og heroin i Danmark. I forbindelse med aktionen har politiet beslaglagt “større” mængder narko, våben og kontant beløb.

Politiinspektør Torben Svarrer ønsker ikke at uddybe, hvad politiet har fundet. Det vil først blive meldt ud senere, når politikaktionen er afsluttet.

– Anholdelserne er foregået uden dramatik, og vi er fortsat i gang, siger han.

Torben Svarrer fortæller, at det er et kendt fænomen med narkoringe, der kommer østfra.

– Det er ikke noget nyt, at der er kriminelle netværk fra Balkan, og her handler det om albanere, siger han.

/ritzau/