Mette Frederiksen om Sjælsmark: Familier må gerne lave mad


Arkivfoto

Sundhedspolitikken fylder for lidt, og Socialdemokratiet kommer med en økonomisk plan i valgkampen.

Det konstaterede S-formand Mette Frederiksen fredag, da hun meldte sig ind i valgkampen, efter at have været fraværende med sygdom i valgkampens tre første dage.

Og ellers handlede det om at samle op på en række politiske udmeldinger fra de seneste dage.

Fredag er forholdene for børnene på Udrejsecenter Sjælsmark på den politiske dagsordenen. Det sker, efter at regeringspartierne Liberal Alliance og De Konservative har ændret holdning på området.

Konkret vil LA og K nu lade familierne på Sjælsmark lave deres egen mad. Hidtil har regeringen stået fast på, at det ikke skal være en mulighed. Venstre, det tredje regeringsparti, er fortsat lodret imod.

Mette Frederiksen er indstillet på at forbedre forholdene – også omkring mad, siger hun.

– Det kommer an på, hvordan man gør det. Der er tale om afviste asylansøgere. Det skal vi holde fast i.

– Hvis man eksempelvis begynder at tilbyde kontante ydelser, i lighed med hvad man har i kontanthjælpssystemet, så er jeg ikke sikker på, at det er den rigtige vej at gå.

– Jeg har ikke noget problem med, at man laver mad, siger Mette Frederiksen.

Hun undrer sig over, at udmeldingen fra LA og K først kommer nu.

– Hvis det her er vigtigt for De Konservative og Liberal Alliance, er det mærkeligt, at de ikke har gennemført det i de mange år, de har siddet i regering. Det er påfaldende, siger Mette Frederiksen.

– Vi skal holde fast i Sjælsmark, fordi det er afviste asylansøgere, som skal forlade Danmark. Men vi kan gøre det bedre for børnefamilierne.

– Det mener jeg også, at vi skal gøre. Det er ikke kun et spørgsmål om mad. Det er vigtigst af alt et spørgsmål om børnenes hverdag, siger hun.

S-formanden har besøgt Sjælsmark for at se på forholdene.

– Der er ikke en vuggestue på Sjælsmark. Det vil være et rigtig vigtigt initiativ. Der er flere børn, der har behov for et skoletilbud uden for Sjælsmark.

– Der er flere børn, som har behov for ordentlige fritidsaktiviteter, siger hun.

/ritzau/