Kæmpe politiaktion i gang: Mand skudt ned på åben gade

RØDOVRE: En mand er lørdag aften omkring kl. 22 blevet skudt ned på åben gade, ifølge lokale kilder skal der være hørt adskillige skud på stedet hvor den dræbte er fundet.

– Vi undersøger en skudepisode på stedet. En person er afgået ved døden, og de pårørende er endnu ikke underrettet. Vi er talstærkt tilstede i området og hører gerne fra vidner, som har set noget mistænkeligt ved 22-tiden ved Løvevej – ring 114, skriver Københavns Vestegns Politi på Twitter.

Skuddrabet er sket tæt på krydset Løvevej – Damhusvej, hvor politiet har dækket liget til med et hvidt tæppe.

En enorm politistyrke er i gang i området, som er hermetisk afspærret af svært bevæbnet politi, og det forventes at afspærringerne forbliver natten igennem da der skal udføres omfattende tekniske undersøgelser på stedet.