Politiet var massivt tilstede ved Københavns Hovedbanegård efter bombetruslen.
En 27-årig mand er blevet anholdt for at have fremsat en bombetrussel mod Københavns Hovedbanegård torsdag.
Det oplyser Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi fredag.
Truslen fik politiet til at rykke talstærkt til hovedbanegården, men det viste sig efter noget tid, at der ikke var fare på færde.
Den 27-årige mand er fra Haslev-området. Han erkender sig skyldig i sigtelsen.
Torsdag ønskede Københavns Politi kun at oplyse, at det var et “mistænkeligt forhold”, som satte gang i aktionen.
Det viste sig dog at være falsk alarm. Og altså en tom trussel fra den 27-åriges side.
– Vi har nu undersøgt det mistænkelige forhold. Det har heldigvis vist sig at være en grundløs mistanke, og derfor er vi færdige med vores arbejde på Københavns Hovedbanegård, lød det på Twitter klokken 10.00.
Det mistænkelige forhold blev anmeldt klokken 08.30, fortalte vagtchef Henrik Stormer. Politiet var færdige med undersøgelserne 09.47.
Indsatsen havde ikke indflydelse på togtrafikken.
Det er fredag formiddag endnu ikke besluttet, om den 27-årige mand skal fremstilles i grundlovsforhør.
/ritzau/