Kvinde fundet i live efter ni dage i vildmark


Arkivfoto


Efter ni dages eftersøgning både på jorden og fra helikoptere samt en drone er en 62-årig kvinde blevet fundet i live i bjergområdet Sierra Nevada i den amerikanske delstat Californien.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Et hold redningsarbejdere hørte en fløjte, der ledte dem hen til Miyuki Harwood, som ikke havde spist i løbet af de mange dage, skriver CNN.

Harwood forsvandt, da hun om morgenen 21. august begav sig ud på en vandretur alene i bjergkæden.

Da hun ikke vendte tilbage til et campingområde ved Horsehead Lake, hvor hun havde slået lejr, slog bekymrede medrejsende alarm.

– Vi var virkelig nået til et tidspunkt, hvor vi var på grænsen for, hvorvidt vi regnede med at kunne finde hende i live, siger polititalsmand Rusty Hotchkiss på et pressemøde ifølge CNN.

– Hun hørte nogle tale sammen, hun hørte stemmer og greb ud efter en fløjte, hun havde med sig. Det ledte redningsholdet på sporet af hende, fortsætter han.

Eftersøgningen var besværlig på grund af vildnis-terrænet og en brand i nærheden, hvilket gav ekstra dårlig sigtbarhed.

To helikoptere og en drone blev sat ind i jagten på Harwood, men på grund af røg måtte de flyve meget lavt og meget langsomt over området.

Miyuki Harwood er blevet fløjet til hospitalet, men hendes tilstand er uvis efter dagevis alene i vildmarken uden mad, men med adskillige brækkede knogler.

– Hun var ved bevidsthed, hun talte, og hun var meget, meget taknemmelig over at være fundet, siger Fresno Countys sherif, Margaret Mims, til den lokale tv-station KCRA.

Den 62-årige kvinde var i god form og en erfaren vandrer. Hun havde dog kun taget fornødenheder til en enkelt dag med sig på turen. Heldigvis havde hun medbragt et vandfilter i rygsækken, og det blev formentlig hendes redning.

På et tidspunkt i løbet af de ni dage brækkede hun flere knogler, men var viljestærk nok til at kæmpe sig videre.

– Dybest set kravlede hun ned fra et sted, hvor hun befandt sig i første omgang, til en bæk. Det tog hende cirka to dage. Der var hun i stand til at drikke af bækkens vand med filtret for at holde sig i live, siger Rusty Hotchkiss.

/ritzau/