Politiet forlænger og udvider visitationszone i Aarhus

Østjyllands Politi forlænger visitationszonen i Aarhus frem til og med den 16. april, og zonen bliver nu udvidet med et større område, hvor der er registreret bandeaktivitet.

Beslutningen er truffet efter fire uger med en visitationszone, hvor Østjyllands Politi siden starten i alt har beslaglagt 22 stikvåben, 18 slagvåben, 12 peberspray, otte andre våben, tre skydevåben og fire skud -og stiksikre veste. Samtidigt har der løbende været flere sammenstød mellem de to grupperinger, der har en konflikt om hashmarkedet i området.

”Vi er tilfredse med, at vi har fået fjernet så mange våben fra gaden, men vi er også bekymrede over, at  vi bliver ved med at finde våben i området – senest i weekenden hvor vi fandt en skarpladt pistol.  Visitationszonen har været et vigtigt redskab for os i forhold til at slå ned på grupperingerne, og eftersom de kriminelle har fortsat konflikten mellem hinanden, så fortsætter vi også med visitationszone og vores massive indsats i området for at skabe tryghed for borgerne, siger chefpolitiinspektør ved Østjyllands Politi, Klaus Arboe Rasmussen.

Østjyllands Politi har løbende registreret, hvor der har været sammenstød, og hvor der er fundet våben, og ud fra de oplysninger, er visitationszonen blevet udvidet til at dække et større område i den nordlige del af den oprindelige zone.

Tak til borgerne i området
Ud over en visitationszone, massiv patruljering og målrettet efterforskning har Østjyllands Politi også fokus på at komme i dialog med de borgere, der bor inden for visitationszonen. Den mobile politistation holder hver dag et sted i området, hvor borgerne kan komme forbi til en snak med betjentene.

”De beboere, vores betjente møder i området, er rigtig glade for vores indsats, og det bekræfter os i, at vi gør det rigtige ved at patruljere massivt i området og hver eneste dag holde med den mobile politistation derude. Jeg vil gerne sige tak for den venlighed og hjælp vi får fra borgerne i området og samtidigt opfordre dem til at ringe til os, så snart de ser noget mistænkeligt, eller de føler sig utrygge ved nogle bestemte grupper af personer,” siger  Klaus Arboe Rasmussen.

Visitationszonen gælder til og med den 16. april i området på kortet.