Højesteret bifalder: Offer for menneskesmugling anholdt og udvist


Arkivfoto


Selv om en nigeriansk kvinde var offer for menneskehandel, var det i orden, at hun sidste år blev fængslet med henblik på udvisning af Danmark.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det er resultatet af en kendelse afsagt af Højesteret, hvor fem dommere dog er uenige om sagen.

Kvinden blev sammen med fire andre anholdt af politiet ved et busstoppested i København i oktober sidste år.

Det var tredje gang, at hun blev taget. Det skete også i 2012 og i 2013. Nu var hun kommet med fly fra Italien for igen at tjene penge ved prostitution.

En såkaldt Madam havde beordret hende til at tage til Danmark. Hun skyldte hende 20.000 euro, forklarede hun.

Bagkvinden har magt over hende. Madam skal være årsag til hendes fars død i Nigeria. Og Madam skal også have opsøgt og slået moren.

Hurtigt bestemte Udlændingestyrelsen, at den nigerianske kvinde skulle udvises af Danmark. Derefter blev hun frihedsberøvet af først en byretsdommer og siden af landsretten.

Nu har dommerne i Højesteret så vurderet, om det var lovligt at anbringe hende i en fængselscelle.

Tre af de fem dommere siger, at de ikke har tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning var forkert. Derfor vil de ikke omstøde beslutningen om frihedsberøvelse.

To andre dommere er uenige og har en anden vinkel på sagen: De påpeger, at der normalt ikke må ske udvisning af en kvinde, der har været udsat for menneskehandel.

Ganske vist afbrød kvinden de to første gange det særlige forløb, som Center for Menneskehandel havde tilrettelagt for hende.

Men det kunne ikke oversættes til, at hun nu udgjorde en så alvorlig trussel mod den offentlige orden, at hun skulle udvises, mener mindretallet.

At Center for Menneskehandel tvivlede på kvindens vilje til for tredje gang at tage imod et tilbud om såkaldt refleksion, har heller ikke afgørende betydning, mener disse to dommere.

/ritzau/