Overvågningsvideo af eksplosionen. Video fra Youtube.
Mindst 19 personer er dræbt, efter en voldsom bombe eksploderede i det centrale Bangkok sent mandag lokal tid. Det oplyser thailandsk politi ifølge flere medier.
Mindst tre af de dræbte og hovedparten af de over 120 sårede er udlændinge, først og fremmest turister fra Kina og Taiwan, skriver avisen Bangkok Post.
Thailands politichef bekræfter, at mindst ti thailændere, en kineser og en filippiner er blandt de døde, men der er endnu ikke oplysninger om de øvrige ofres nationalitet.
Den danske ambassade i Bangkok oplyser efter kontakt til hospitaler, at der ikke er danskere blandt de sårede og omkomne efter eksplosionen i Bangkok, skriver TV2.
KLIK og se mere overvågningsvideo af eksplosionen. Video fra Youtube.
En polititalsmand siger til nyhedsbureauet AFP, at bombeangrebet ser ud til at være politisk motiveret og har til formål at skabe kaos i landet, der for tiden er ledet af militæret.
Legemsdele blev slynget gennem luften ved den voldsomme eksplosion og lå spredt uden for Erawan Templet i gaden Chidlom i det centrale Bangkok, har politi og øjenvidner oplyst til flere medier.
– Jeg kan bekræfte, at det er en bombeeksplosion. Vi kan endnu ikke sige, hvilken slags det er, men vi er ved at finde ud af det, sagde en polititalsmand umiddelbart efter braget.
Eksplosionen, der skete klokken 18.55 lokal tid (13.55 dansk tid), skabte et krater i jorden – noget der ligeledes peger på, at der er tale om en bombe.
Templet ligger i et travlt område af den thailandske hovedstad. Det er et tempel for hindu-guden Brahma, men besøges også af tusindvis af buddhister hver dag, skriver den britiske tv-station BBC, der har sit kontor i nærheden.
Det er også et sted, der tiltrækker en del turister.
I samme område ligger også tre større indkøbscentre, hvilket som regel betyder, at der er mange mennesker i området.
Bombeeksplosioner er meget usædvanlige i Bangkok, og umiddelbart er der ikke nogen, der har taget skylden for angrebet.
– Ingen kan forstå, hvorfor det er sket. Det var fuldstændig uventet, siger BBC’s korrespondent, Jonathan Head, der befinder sig på stedet.
I det sydlige Thailand bekæmper militæret muslimske oprørere, men denne konflikt kører på relativt lavt blus og har aldrig resulteret i angreb uden for landets sydlige del.
Thailands forsvarsminister, Prawit Wongsuwong, siger, at bombeangrebet var rettet mod udlændinge i et forsøg på at skade landets turisme og dermed økonomien.
/ritzau/Reuters