Antallet af legionella-udbrud er fordoblet på fem år


Arkivfoto


På fem år er antallet af danskere, der rammes af den potentielt dødelige legionærsyge, fordoblet. Og Statens Seruminstitut ved ikke hvorfor.

Det skriver TV2.

Legionella-bakterien, der kan give legionærsyge, er senest blevet konstateret i flere lejligheder i foreningen Afdeling 74 Nørregade/Nørreports 98 lejligheder i Aarhus.

Det fortæller projektchef i Arbejdernes Andelsforening Morten Strunge til TV2.

– Vi har konstateret, at der er et par lejligheder, hvor der er legionella i vandsystemet, fortæller projektchef i Arbejdernes Andelsforening Morten Strunge, til TV 2.

Legionella er en bakterie, der forekommer naturligt i vand. Bader man i vand med legionella, bliver man smittet, hvis man indånder vandet, når det forstøver.

Sygdommen er en farlig type lungebetændelse, som giver feber, hovedpine og ondt i musklerne, men kan modsat ikke bare kureres med penicillin.

Legionærsyge tages meget alvorligt, hvorfor patienter ofte bliver indlagt. Det forklarer seniorforsker ved Statens Serum Institut Søren Uldum til TV2.

– Det er en alvorlig sygdom. De fleste tilfælde, som vi får indberetninger om, er hospitalsindlagt – og det er ofte en forholdsvis lang indlæggelse. Og dødeligheden er høj stadigvæk, siger forskeren til TV 2.

– Vi har faktisk ikke kunne se et fald i dødeligheden over årerne. Selv om vores diagnostik er blevet bedre, så er der stadig en dødelighed på 10-15 procent.

I 2013 blev 113 danskere ramt af legionærsygdom, men sidste år var tallet steget til 264. Statens Seruminstitut kan dog ikke forklare hvorfor.

– Vi ved faktisk ikke, hvorfor vi har set den her stigning over de seneste fem år, siger Søren Uldum til TV 2.

Legionærsyge rammer typisk ældre og svækkede. Omkring dobbelt så ofte rammer den mænd i forhold til kvinder. Der bliver meget sjældent smittet fra person til person, skriver Statens Serum Institut på deres hjemmeside.

/ritzau/