Regeringen vil fratage nogle kriminelle forældreretten


    Arkivfoto


    Det er ikke nok, at personer, der begår mord, grov vold og anden personfarlig kriminalitet, udstår deres fængselsstraf, hvis det står til regeringen.

    Som udgangspunkt skal de også fratages retten til at være sammen med deres børn og forældremyndigheden, hvis den anden forælder ønsker det.

    Det skriver Berlingske.

    Onsdag fremsætter regeringen et lovforslag, der ifølge avisen vil indføre “en klar formodning imod”, at en forælder er egnet til forældremyndighed, samvær eller anden kontakt med sine børn, hvis man eksempelvis er dømt for drab, grov vold, incest, omskæring eller menneskehandel.

    – Nybruddet her er, at vi vender fokus fra at handle om forælderens rettigheder til at handle om barnets beskyttelse, siger børne- og socialminister Mai Mercado (K) til Berlingske.

    – Hvis man begår så alvorlig personfarlig kriminalitet, mener jeg grundlæggende, at man spiller sig af banen som god og ansvarlig forælder, siger hun.

    Det skal kun i helt særlige tilfælde være muligt for den forælder, der er blevet dømt, at fastholde forældremyndigheden, hvis parterne ikke er enige.

    Som reglerne er nu, er det ifølge forældreansvarsloven allerede muligt at fratage forældremyndigheden i særlige tilfælde.

    Med regeringens forslag bliver det ifølge avisen “vendt om”, sådan at det kun er i særlige tilfælde, at man kan påberåbe sig forældremyndigheden.

    Men det er problematisk, hvis der er en bestemt antagelse fra start i sådan nogle vurderinger, lyder det fra Rasmus Kjeldahl, der er direktør i Børns Vilkår.

    – De her sager skal vurderes helt individuelt. De er alle sammen unikke, og det skal være barnets tarv, som er det største og vigtigste hensyn i vurderingen, siger han til Ritzau.

    Ifølge direktøren vil forældre med domme, som er omfattet af det nye lovforslag, i mange tilfælde ikke være gode forældre.

    Men der kan også være tilfælde, hvor barnet kan have brug for en kontakt alligevel, lyder det.

    – Det vil i hvert fald være helt forkert, hvis man via lovgivning udelukkede, at det nogensinde kunne være tilfældet. Så kunne man godt komme til at skade barnet, hvor det jo er det modsatte, man ønsker, siger Kjeldahl.

    Lovforslaget har ifølge Berlingske allerede opbakning fra et bredt politisk flertal på Christiansborg.

    /ritzau/