Arkivfoto
Tidligt søndag morgen ramte en kraftig eksplosion i en gade i Malmø. Det er ifølge svensk politi formentligt en håndgranat, der eksploderede i Rönnblomsgatan i bydelen Värnhem. Ti biler blev beskadiget, mens ingen mennesker kom noget til.
Det er fjerde gang i denne uge, at den svenske by bliver ramt af en kraftig eksplosion. Politiet blev ringet op af borgere, der var blevet vækket af eksplosionen omkring klokken 04:40.
– Nogen af dem fortæller, at der lugtede brændt udenfor, siger Stephan Söderholm, talsmand fra svensk politi.
Bombeteknikere undersøger søndag morgen stedet, og ifølge svensk politi er der fundet dele af en håndgranat. Den var tilsyneladende anbragt ved en ladbil fra et håndværkerfirma.
Frygten blandt indbyggerne i Malmø spreder sig i takt med stadig hyppigere eksplosioner under biler og foran boligblokke. Siden nytår har byen været ramt af voldsomme brag gennemsnitlig en gang om ugen
LÆS OGSÅ: Bandekrig: To granater kastet mod ejendom i Malmø
Senest natten til fredag, da en kraftig eksplosion indtraf foran et af Malmø kommunes kontorer for invalide- og familieomsorg. Selv om ejendommen ligger i et boligkvarter, kom ingen mennesker noget til.
Endnu en gang kunne politiet konstatere, at det tilsyneladende var en håndgranat, der var blevet brugt. I flere tilfælde har det ifølge politiet været håndgranater fra eks-Jugoslavien.
Natten til torsdag eksploderede en granat i Limhamn, og tirsdag kom en mand til skade, da en granat blev kastet uden for et forsamlingshus.
– Det er den 30. sprængning siden nytår. Vi står i en situation, som er meget alvorlig. Efter al sandsynlighed er der nogen, der er i besiddelse af et parti håndgranater, sagde Malmøs politimester, Stefan Sintéus, fredag til nyhedsbureauet TT.
Granaterne er, hvis man kommer tættere på end fem meter, dræbende, når de eksploderer. En person, der befinder sig inden for en radius på 20 meter, risikerer ved detonationen at blive alvorligt såret af granatsplinter, lyder det videre fra politiet.
Ugens eksplosioner er indtruffet på kryds og tværs i tre forskellige dele af byen og spreder nervøsitet, fortæller en borger fra byen.
– Det er urovækkende, at det sker i så mange forskellige dele af byen. Nervøsiteten breder sig, fordi man selvfølgelig ikke ønsker, at det sker i nærheden af en selv, siger Christian Lindbladh, som bor i den vestlige del af Malmø.
/ritzau/TT