Fem mennesker slap med knubs ved flystyrt i Sverige


Arkivfoto


Fem personer slap lørdag levende fra et flystyrt på Getteröns flyveplads i den vestsvenske by Varberg, da et enmotors fly af typen Piper PA-32 styrtede til jorden umiddelbart efter starten.

Like localeyes.dk på Facebook

– Det kunne ikke være gået meget bedre, siger Jonas Beischer fra Flygräddningen i Göteborg.

Politiets pressetalsmand Thomas Fuxborg siger til nyhedsbureauet TT, at den eneste af de ombordværende, der blev ført til sygehuset, var en kvinde, der klagede over smerter i ryg og nakke.

– Havariet indtraf bare nogle få sekunder efter starten, siger Johan Beischer.

Piloten og de fire passagerer kunne selv bjærge sig ud af flyvraget, der begyndte at brænde umiddelbart efter at have ramt jorden.

Det står ikke klart, hvad der er årsag til styrtet.

Noget tilsvarende skete i maj for otte år siden på samme flyveplads. Dengang var der tale om et Piper PA-28 med tre personer om bord. Også det fly havarerede ved starten fra Getteröns flyveplads.

– Piloten har fortalt os, at hun ikke var i stand til at få flyet ordentligt i luften, sagde Karin Schagerlind fra Flygräddningscentralen i Göteborg til TT for otte år siden.

Også i 2007 kravlede piloten og de to passagerer selv ud af det styrtede fly, men blev kørt på sygehus til observation.

/ritzau/TT