Kvinde i fængsel: Vil ikke lade far se datter


Arkivfoto


Siden begyndelsen af maj har en 26-årig mor siddet bag tremmer, fordi hun ikke vil oplyse myndighederne om, hvor hendes lille datter befinder sig.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Moderen frygter, at datterens far vil bortføre pigen, hvis han er sammen med hende. Derfor nægter hun at udlevere sin datter eller fortælle, hvor pigen er.

Først var det Fogedretten på Frederiksberg og siden Østre Landsret, der besluttede at tage den unge mor i såkaldt forvaring.

Og nu skal Højesteret tage stilling til, om hun fortsat skal være i fængsel. Det er Procesbevillingsnævnet, der har tilladt kvinden at kære sagen til Højesteret.

– Jeg håber, at Højesteret vil hjælpe. Jeg mener, at den måde, som sagen er håndteret på, er i strid med menneskerettighederne. Men det skal Højesteret afgøre, siger morens advokat, Vivian Jørgensen, til Ritzau.

En person kan tages i forvaring, hvis vedkommende eksempelvis uden lovlig grund nægter at udtale sig som vidne i en retssag.

Men det er en usædvanlig sanktion, og før den tages i brug, vil politiet blandt andet udstede bøder til ham eller hende, der nægter at åbne munden.

Også i denne sag er kvinden blevet pålagt at betale tvangsbøder, men det har altså ikke fået hende til at udlevere barnet eller fortælle, hvor pigen er.

Den 26-årige kvinde har begrundet sin modvilje med, at barnets far har været voldelig og blandt andet har truet med at bortføre datteren til Libanon.

Det er ikke første gang, at en forælder er endt i fængsel for at nægte udlevering af et barn, fortæller psykolog Iben Oksfeldt, der rådgiver i højkonfliktsager om samvær. Hun kender til flere lignende, men dog sjældne tilfælde.

– Man prioriterer forældres ret til samvær over barnets tryghed, siger hun til Ritzau.

Det er en generelt tendens i konflikter om samvær, at hensynet til samvær vægtes højere end børnenes tryghed, mener Iben Oksfeldt.

Det er uvist, hvornår Højesteret tager stilling til, om fængslingen af den unge mor skal fortsætte.

/ritzau/