Foto: Twitter
Pave Frans talte med store ord om nutiden og undskyldte for fortiden, da han torsdag talte til tilhørere i Bolivia, hvor han rejser rundt i forbindelse med sin tur i Sydamerika.
Blandt andet gjorde han det klart, at der i øjeblikket finder et “folkedrab” sted mod kristne rundt om i verden.
– I dag er vi forfærdede over at se, hvordan vores brødre og søstre bliver forfulgt, torteret og dræbt i Mellemøsten og andre steder i verden for deres tro på Jesus.
– I denne tredje verdenskrig, der føres fragmenteret, som vi lige nu er vidner til, finder en form for folkedrab sted, og det skal slutte, sagde paven ifølge nyhedsbureauet AFP.
Det var dog ikke kun massedrab på kristne, der blev adresseret af det populære, kirkelige overhoved.
Han undskyldte også for forbrydelser begået af den katolske kirke i fortiden.
– Jeg beder ydmygt om tilgivelse, ikke blot for forbrydelser begået af selve kirken, men også for forbrydelser mod de indfødte folk under den såkaldte erobring af Amerika, lød det fra pave Frans ifølge CNN.
– Nogle vil måske med rette sige, at “når paven taler om kolonialismen, overser han bestemte gerninger udført af kirken”, jeg siger dette til jer med fortrydelse: Mange alvorlige synder blev begået i Guds navn mod de indfødte folk i Amerika, sagde han ifølge dpa.
Pave Frans talte i den sydlige bolivianske by Santa Cruz.
Han er på en kort rundrejse i Sydamerika, hvor også Ecuador og Paraguay står på rejseplanen ud over Bolivia. Alle tre lande hører til blandt de mindre velstillede i verdensdelen.
Det er anden gang, at paven besøger Sydamerika, siden han overraskende blev valgt som overhoved for den katolske kirke i 2013.
Her besøgte han blandt andet Rio de Janeiro, hvor ikke færre end tre millioner mennesker var mødt op på Copacabana-stranden for at høre pavens messe.
Omtrent 425 millioner af verdens 1,2 milliarder katolikker bor i Latinamerika. Paven selv stammer fra Argentina.
/ritzau/