Begik indbrud og satte derefter ild til ejendomskontor

En ukendt gerningsmand satte torsdag aften ild til ejendomskontoret på Toftevangen i Helsinge. Gerningsmanden brugte formentlig en brændbar væske.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

En ukendt gerningsmand begik kort før kl. 23.30 indbrud i ejendomskontoret på Toftevangen 141, hvor en rude blev knust og formentlig kravlede gerningsmanden ind via det knuste vindue.

Om der er blevet stjålet noget fra kontoret er endnu uvist.

Gerningsmanden har efterfølgende sat ild til en del af møblementet på kontoret. Flugten er gået gennem kontorets dør, som blev fundet åben, da Falcks brandkøretøjer og politiet ankom til adressen.

Brandfolkene fik hurtigt slået ilden ned, og ilden nåede ikke at sprede sig nævneværdigt.

Formentlig skete der kun mindre skader som følge af branden, mens der er en del sodskader i bygningen som også rummer en garage med maskiner og udstyr.

Hvem der står bag indbruddet og den efterfølgende påsatte brand er endnu ukendt.