Op til otte mænd overfalder 23-årig midt i Aarhus


Arkivfoto

En 23-årig mand blev søndag eftermiddag stukket ned på Langelandsgade i Aarhus.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Manden blev ikke alvorligt såret af stikkene, der kom fra en knivlignende genstand. Han blev ramt flere gange i skulderregionen.

En gruppe på syv eller otte mænd blev set forlade stedet i to biler. Godt et kvarter senere fandt en patrulje frem til den ene bil. Her sad en 24-årig mand, der blev anholdt og sigtet. Det fremgår ikke, hvad han blev sigtet for.

I pressemeddelelsen oplyser politiet ikke, hvad motivet bag overfaldet kan være. Men det er ikke vurderingen, at manden var et tilfældigt offer.

– Politiet har i løbet af eftermiddagen og aftenen efterforsket sagen, og efterforskningen pågår stadig. Det er politiets opfattelse, at den forurettede kender gerningsmændene, står der i pressemeddelelsen.

Østjyllands Politi modtog anmeldelsen klokken 15.27.

Den 24-årige, der blev anholdt, bliver muligvis fremstillet i et grundlovsforhør mandag. Det er op til anklagemyndigheden at træffe den afgørelse.

– Planen er på nuværende tidspunkt, at han skal fremstilles, siger vagtchef ved Østjyllands Politi Stig Heidemann klokken 01.00 natten til mandag.

– Foreløbig lyder sigtelsen på kvalificeret vold, oplyser han.

/ritzau/