72-årig folkepensionist må i fremtiden sove ubevæbnet


En 72-årig pensionist må fremover ikke sove bevæbnet. Arkivfoto


I forbindelse med efterforskningen af en anden sag fik politiet mistanke om, at en 72-årig mandlig folkepensionist fra Nakskov var i besiddelse af et ulovligt våben. Da der tilbage i marts blev foretaget ransagning på mandens bopæl, viste det sig, at han havde gemt en gammel tromlerevolver under sin madras. Revolveren var ladt og trods alder og slid stadig skudklar.

Like localeyes.dk på Facebook

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Ved et retsmøde i går den 23. juni i Nykøbing Falster erklærede den 72-årige sig skyldig og forklarede, at han havde anskaffet sig våbnet, da han følte sig truet. Han ville dog ikke kræve sin revolver tilbage fra politiet, som havde konfiskeret våbnet med tilhørende ammunition.

Retten straffede den 72-årige med 6 måneders fængsel, men gjorde straffen betinget som følge af alder, helbred og andre personlige forhold. Han skal derfor ikke i fængsel, men må i fremtiden sove ubevæbnet.